Reformen af den kommunale struktur i 2007 gav en række kommuner
anledning til at ændre deres forsikringspolitik og andre former for
risikofinansiering. Konsekvensen af denne udvikling har været en
betydelig stigning i omfanget af selvforsikring.
Der vil også i de kommende år finde store ændringer sted i både
kravene til og rammerne for kommunernes udvikling, som vil ændre
det risikobillede, som kommunerne står over for.
For at håndtere udviklingen er det vigtigt, at kommunernes
værktøjskasse med instrumenter til håndtering af risici er
opdateret.
PRIMO har efter aftale med KOMDIR besluttet at igangsætte flere
initiativer til at sikre, at grundlaget for fremtidens
risikostyring i kommunerne udvikles samtidigt med at udviklingen
pågår.
Indledningsvis igangsættes en undersøgelse af ønsker og krav til
håndteringen af den fremtidige risikofinansiering i kommunerne,
således som dette tegner sig fra kommunaldirektørernes bord. I den
forbindelse foretages interview med medlemmer af KOMDIR's
bestyrelse.
Parallelt med undersøgelsen af kommunaldirektørernes syn på
håndteringen af det fremtidige risikobillede undersøges de 98
kommuners brug af selvforsikring, selvrisiko og forsikring. Dette
sker gennem en onlinebaseret spørgeskemaundersøgelse.
Det er PRIMO's og KOMDIR's forventning, at undersøgelserne kan
danne baggrund for en konference i begyndelsen af 2012, som
samtidigt kan være startskuddet til en række risklab-aktiviteter,
der kan hjælpe til at definere en fremtidig standard for
finansiering af kommunernes risici.
Dette skal sikre, at værktøjskassen på risikostyringsområdet er
up-to-date og i stand til at håndtere de udfordringer udviklingen
giver kommunerne.
Projektet ledes af Henrik Klitmøller Rasmussen, partner i EIRM.
Henrik Klitmøller Rasmussen har mere end 20 års erfaring med
strategisk ledelse i den finansielle sektor, herunder 8 års
erfaring med forsikring af kommuner i Danmark, Norge og
Sverige.
Nærmere oplysninger om projektet fås ved henvendelse til Henrik
Klitmøller Rasmussen på tlf. 4219 2330 eller mail hkr@eirm.dk