En spørgeskemaundersøgelse fra PRIMO viser, at kommunerne vurderer, at de fortsat står over for mange risici.

Risici, der er større end i 2006, men betydelig mindre end før kommunalreformen. Men undersøgelsen viser samtidig, at det politiske niveau synes bekymret for deres lederes evner til at styre de kommunale organisationer.

Igen i år har PRIMO foretaget en mindre spørgeskemaundersøgelse blandt kommunale politikere og ledere om deres opfattelse af en række overordnede risikoområder. Dette skete på Det Kommunaløkonomiske Forum i begyndelsen af 2007.

Som i 2004 og i 2006 bad vi politikere og toplederne om at vurdere ni hovedtyper af risici, som vi på forhånd havde oplistet. Disse var:

1. Administrative risici
2. Borgerservice
3. Image risici
4. IT risici
5. Juridiske risici
6. Ledelsesmæssige risici
7. Personalepolitiske risici
8. Politiske risici
9. Økonomiske risici

Spørgeskemaundersøgelsens formål er at tegne et risikobillede, sådan som deltagerne i undersøgelsen selv ser det, med udgangspunkt i de ni typer af generelle risici.

Godt 110 personer besvarede spørgeskemaet; 63 kommunalpolitikere og 48 fortrinsvis kommunale topledere. Besvarelserne fordeler sig således:

Inden vi giver os til at tolke dette risikosnapshot, skal der tages forbehold for, hvor meget man kan tillade sig at læse ud af en sådan type undersøgelse. Undersøgelsen kan på ingen måde gøre hævd på videnskabelighed. Der er tale om en pejling, der alene har til hensigt at tegne et billede af, hvad den generelle risikoopmærksomhed retter sig mod her i reformår 1.

Som det fremgår af de samlede besvarelser anses de økonomiske risici som de væsentligste. Herefter kommer de borger- og servicerelaterede og som den tredjestørste risiko de personalepolitiske. Nederst i vurderingen ligger de risici, som knytter sig til det juridiske felt, det politiske og sidst de risici, der relaterer sig til kommunens image.

Adskiller vi de to grupper af respondenter (embedsværket og det politiske niveau), tegner der sig et svagt divergerende billede. Således vurderer det politiske niveau klart de økonomiske risici som de største og de borger- og servicerelaterede risici som de næststørste, medens embedsværket skønner, at det er de borger- og servicerelaterede risici, der er de største og IT-risici, der er de næststørste. Uden at forskellene i risikovurderingen mellem de to grupper er markant.

Enige er man også i, hvad der udgør den mindste risiko, nemlig image. Herefter de politiske risici, som ingen af grupperne anser for store. Embedsværket synes således ikke udtalt bekymret for det politiske niveaus produktion af risici.

Derimod er det anderledes interessant at bemærke, at det politiske niveau - ud over at være generelt mere bekymrede i deres risikovurderinger - vurderer navnlig de risici, der knytter sig til den interne styring af de kommunale organisationer (ledelsesmæssige risici, administrative risici, personalepolitiske risici (og måske juridiske risici)) pænt højere end de kommunale ledere. De ledere, der har det daglige ansvar for styringen af disse risici. Den største forskel i vurderingen af de forskellige risici blandt de to grupper er da også vurderingen af de ledelsesmæssige risici. Dette kunne give anledning til at spørge, om politikere har den fornødne tillid til deres ledere?

Værd at bemærke er i øvrigt, at målt på en skala fra 1-10 vurderes alle risici som over fem af de to grupper. Det vil sige, at der ikke er nogle af de ni udpegede risici, som vurderes som værende irrelevante. Igen må man tage forbehold for undersøgelsens karakter, men påfaldende er det alligevel, at der er tale om en så markant risikobevågenhed. Måske en ganske tidstypisk opfattelse af, at i princippet synes alt at kunne gå galt.

Sættes resultatet af 2007-undersøgelsen i forhold til de to forudgående undersøgelser i henholdsvis 2004 og 2006 (der dog ikke er absolut sammenlignelige), ser det således ud:

Først og fremmest kan man konstatere, at i forhold til (november) 2004, der udgjorde indgangen til reformperioden, er der tale om et markant dæmpet risikobillede. På alle områder er der tale om, at man vurderer de oplistede risici som mindre bekymrende end i 2004.

Set i forhold til 2004-undersøgelsen kan man med 2007-undersøgelsen således konstatere, at kommunerne faktisk synes, de har fået inddæmmet de risici, der i 2004 fremstod som lettere panikskabende.

Set i forhold til 2006, det egentlige reformår, viser årets undersøgelse derimod nok så påfaldende, at det generelle risikobillede vurderes som nogenlunde identisk med 2006 eller end og mere kritisk. Således vurderer kommunerne selv ikke ved indgangen til dette første reformår, at de risici som de skal håndtere er blevet færre end i det sidste år med den gamle kommunalstruktur.

Er det hele indramningen og måden hvorpå der spørges, der giver ovenstående billede af de kommunale opfattelser af deres risici? Eller viser undersøgelsen, at den almindelige bekymringskultur også har ramt kommunerne? Eller er der rettere tale om velbegrundede opfattelser af de risici, som kommuner skal hver dag skal håndtere?

Vi tror, at undersøgelsens karakter er lettere ledende, utvivlsomt; vi tror også, at kommunerne rummer repræsentanter for dagens udbredte bekymringskultur, bestemt. Men vi tror ikke mindst, at vi har fået et billede af kommunernes politikere og lederes risikoopfattelser, der på sæt og vis afspejler reelle, erfaringsramte, forhold i kommunerne. Der er fortløbende en række risici, der skal håndteres. De går ikke væk som følge af reformen. De er en integreret del af det kommunale virke. At håndtere risici er en del af det at udøve ledelse, politisk som administrativ. Men det ved man faktisk godt i kommunerne.

Spørgsmålet der står tilbage er, om man kan blive endnu bedre til at identificere de kritiske risici af alle de "risici", man dagligt konfronteres med i den offentlige sektor. Og at man vel at mærke kan vurdere dem på en helhedsorienteret og afbalanceret, der giver plads til involvering og innovation i den offentlige sektor.